Hop ud til DTU
DTU RoboCup: robotternes tumleplads

'Linus', RoboCup 1999

RoboCup 2003

Resume. Formålet med konkurrencen er dels at vise studerende et eksempel på analyse og løsning af en praktisk ingeniøropgave, dels at bidrage til stemningen på DTU gennem god underholdning. Vi håber at deltagerne vil opleve tværfagligt arbejde efterhånden som arbejdet med køretøjerne fører dem gennem faser som mekanisk opbygning, analog og digital elektronik, databehandling, instrumentering og styring. Konkurrencen blev afholdt første gang i 1997 og blev så positivt modtaget at den nu er en tilbagevendende årlig begivenhed. Vi håber at se deltagere med forskellig baggrund — andre end elektro ingeniørstuderende — og man kan vinde præmier for andet end bare at gennemkøre banen.

Sponsorer

Takket være sponsorerne kan vi gennemføre RoboCup 2003 med et budget på ca et halvt hundrede tusinde kroner.

Deltagere

Konkurrencen er åben for alle på eller udenfor DTU. Hver person kan kun deltage på eet hold, men et hold kan bestå af een eller flere deltagere. Kun eet køretøj pr. hold.

Datoer

Konkurrencen foregår sidst i forårs-semestret, ikke for tæt på eksamen. I år er datoen fastlagt til

torsdag den 24. april 2003 klokken 11.00

Der er kvalifikationsrunde

tirsdag den 22. april 2003 klokken 13.00

Konkurrencen afvikles i bygning 101, indgang A, DTU.

Tilmelding

Hvis du/I ønsker at deltage skal vi have det at vide senest torsdag den 10. april kl. 16.00. Da vi er meget interesserede i at få et overblik over antallet af deltagende hold så tidligt som muligt, opfordrer vi jer til at melde jer til så snart som muligt. Dette sker via tilmeldingssiden.

OBS: Har man ikke lige en gammel fjernstyret bil man kan ombygge, eller noget LEGO, Bilo, eller Meccano, er det muligt at låne et sæt LEGO-klodser hos arrangørerne. Vi har en stor portion LEGO-elementer til rådighed så de 10 første der henvender sig har mulighed for, mod et depositum på 500 kr., at låne et "sæt" bestående af to motorer, gear, hjul + div. LEGO TECHNIC klodser.

Præmier

Der er præmier for hver port som passeres, 100 kr pr. port. Dog begrænset af en pulje på 15.000 kr. Der gives ikke portpenge for tidspoint (§4).

Derudover er præmierne:

     1. præmie: kr 4.000
     2. præmie: kr 2.000
     3. præmie: kr 1.000
     Bedst placerede DTU-køretøj kr 1.000 
     Specialprisen for design/effekter kr 1.000
     Bedste fighter/dommernes valg kr 1.000 

Præmiesum i alt: kr 25.000. Fighterprisen kan fx gå til et hold bestående af kemistuderende eller andre, der har vovet sig ud af deres normale arbejdsområde. Desuden er der en trænings / kvalifikationsrunde før den endelige konkurrence, idet dette alt andet lige vil øge performance af fartøjerne og dermed kvaliteten af den endelige konkurrence. Deltagelse i kvalifikationsrunden er frivillig, men følgende præmier samt chancen for at klare sig bedre i hovedkonkurrencen skulle være motivation nok. Præmier i kvalifikationsrunden: 

     1. præmie: kr 1.000
     2. præmie: kr 500
     3. præmie: kr 250

Præmiesum i alt: kr 1.750. NB: Der er ingen portpenge i kvalifikationsrunden.

Banens placering og udformning

Banen, der placeres ved DTU's hovedindgang A, vil bestå af en 38 mm bred, hvid streg som køretøjerne skal navigere efter. Banen rummer udfordringer af varierende sværhedsgrad således at alle skulle kunne gennemføre en del af banen, samtidigt med at de virkelig gode har en chance for at skille sig ud. De sværeste momenter er alle valgfrie, således at hvis køretøjet holder til højre ved forgreninger tages en nemmere, men point-fattigere rute. De valgfrie forhindringer udgør alle hver for sig interessante problemer, og vi advarer imod at man dumdristigt forsøger at tage samtlige point på banen. Langt de fleste hold, bør nok satse på maksimalt et af de valgfrie points.

Figur 1. Bane til RoboCup.

Udfordrende features på banen:

  • Lige stribe evt. meget svag krumning: Stregnavigation evt. med høj hastighed.
  • Fuger mellem fliser: Overvej hjulstørrelse, frihøjde og skiftende baggrund, der vanskeliggør stregfindingen.
  • Port der blokerer banen, hvis køretøjet kører for langsomt (mindre end 0.25 m/s).
  • En væg som bilen kan køre langs, både frem og tilbage. Der er ingen streg at følge når bilen kører langs væggen. Hvis væggen væltes, må man ikke køre videre. Klik her for mere information om væggen.
  • Valgfrit stykke uden tape.
  • Tunnel med døre, som skal åbnes af vognen for gennemkørsel.
  • Gummimåtte ved skydedør: Blødt rillet underlag, anden baggrundstextur og -farve. (Døren vil blive holdt åben).
  • Udendørs kørsel: Forstyrrende dagslys fra sol/himmel.
  • Rampe (ned): Frigang ved rampestart, bremse.
  • Valgfri trappe (ned): Kræver ret stor robusthed.
  • Fritstående port, placeret på højde med sort tværstreg. Afstanden fra kørestregens kant til portens nærmeste inderside er 3.00 meter +/- 2 centimeter.
  • Porte der skal køres igennem: Begrænsninger på interaktion med omgivelserne. Især for de dårligere styringssystemer kan det være et problem ikke at støde ind i portene. Ca. 45cm bred og 50cm høj.
  • Ring på klokke ved mål. Aktiveres ved beskedent tryk på en plade, der er ca 15 cm bred og 10 cm høj. Sammen med klokken vil et rotorblink markere, at det er gået fantastisk godt.

Den hvide streg vil bestå af 38 mm bred hvid lærredstape fra Tesa (købt i Johs. Fogh i Lyngby), der påsættes på dagen for kvalifikationsrunden. Banen vil være hegnet ind med afmærkningstape i 1 m højde så officials kan komme frem og tilbage, og så folk kan se noget. Svingene vil som minimum have en drejeradius på 0.5 m.

Regler
(Rettelser i forhold til sidste år er markeret med rødt inde i teksten)

§1
Køretøjerne skal være fuldstændigt autonome: Ingen kommunikation mellem omverden og køretøj er tilladt, når køretøjet har påbegyndt banen. En kørsel / et forsøg vil blive afbrudt, hvis et køretøj forlader området afmærket med afmærkningstape, eller hvis en deltager rører køretøjet.

§2
Hvis køretøjet ikke når frem til den første port hurtigt nok (svarende til at den har haft en gennemsnitshastighed under 0.25 m/s) vil denne port lukkes og kørslen afbrydes. Kørslen kan også blive afbrudt andre steder på banen, hvis køretøjet ikke foretager væsentligt fremskridt i et vist tidsrum. For at sikre en hurtig og effektiv afvikling vil deltagere desuden kunne diskvalificeres, hvis de ikke er parate til start, når det er deres tur.

§3
Hverken banen eller omgivelserne må ændres for at gøre opgaven nemmere for vognen. Et køretøj kan have sensorer, computere og styresystemer ombord, motorer, energikilder eller energireceptorer, og bremser. Der er ingen restriktioner på størrelse og vægt, udover at køretøjerne skal være i stand til at komme gennem portene.

§4
Points vil blive givet efter antal porte køretøjet passerer gennem. Hver port tæller kun een gang selvom den passeres flere gange. En port er passeret når hele køretøjet inklusive sensorer er mindst 1 cm på den anden side af porten. Tunnelen har en port i indgang og udgang. Målet tæller for 2 point. Tidspoints gives kun hvis målet er nået. Der gives følgende points:

  • t < 120 sekunder: 2 points
  • 120 s <= t < 180 s: 1 point
  • 180 s <= t: 0 point

En kørsel er afsluttet, når målet er nået, eller holdlederen eller dommerne siger "stop". Såfremt flere kreationer har samme antal point anvendes forbrugt tid til at differentiere.

§5
To timer før konkurrencens start vil banen blive afspærret, og den kan derefter først benyttes, når konkurrencen afvikles. Under disse to timer må det påregnes, at porte samt udgreninger kan flyttes. Dette sker for at sikre, at ingen deltagere manuelt kan forprogrammere banens eksakte forløb inden afviklingen.

§6
Det bemærkes, at det ikke er nødvendigt at komme gennem alle porte. En nem, men ikke særlig pointrig rute, er at holde til højre ved hver udgrening. 

§7
Porten må ikke væltes eller flyttes. Hvis det sker, må man ikke køre videre.

§8
Ingen dele af noget køretøj (dette indbefatter software) må genfindes på noget andet køretøj, der deltager i konkurrencen, ligesom ingen personer på et hold må deltage på andre hold.

§9
I tilfælde af uenighed afgør arrangørerne reglernes fortolkning.

 

DENNE SIDE

Resume

Sponsorer

Deltagere

Datoer

Tilmelding

Præmier

Banen

Regler

This page uploaded on by Jan Jantzen <webmaster@iau.dtu.dk>